Hunde kan ikke altid tåle det samme som mennesker, og det kan godt blive en udfordring, når man vil have en køkkenhave det samme sted, som hunden også er. Det, der er en sund og lækker grøntsag for os, kan være direkte giftig for en hund. Men du kan godt have en sikker køkkenhave alligevel.
Hundens mave
Alle ved efterhånden godt, at hunde ikke kan tåle chokolade, men det er jo ikke chokolade, som vi går og planter i haven. Vi planter grøntsager, frugter og bær, og selvom det er smadder sundt for os, har det ikke samme effekt på vores firbenede venner. Dog er det alligevel ikke så mange af de planter, der er direkte dødelige for hunden. Det er kun, hvis hunden spiser store mængder af de planter, at det kan blive farligt, men man skal alligevel huske på, at det er relativt til hundens størrelse. Derudover vil indtagelse af planterne stadig forvolde hunden smerter, samt diarré og opkast, så det er bedst at undgå det.
Planter til højbedene og drivhuset
De planter, som er giftige for hunde, er for eksempel grøntsager som løg, hvidløg, rabarber, porrer, rå kartofler og tomater. Derfor kan det være rigtig god idé at plante den type grøntsager et sted, hvor hunden ikke kan nå dem. Det kan for eksempel være i højbede, hvor hunden ikke kan nå, alt efter hundens størrelse. Det kan også være i et drivhus, hvis du er sikker på, at hunden ikke kan komme derind. Hunden kan heller ikke tåle vindruer, så dem skal man også undgå at have nær hunden, da vindruernes saft og søde smag kan være fristende for vovsen.
Planter til jorden
Andre grøntsager og frugter er helt sikre for hunden. Det er blandt andet broccoli, gulerod, asparges og hvidkål, som hunden sagtens kan tåle. Nyder du et æble fra eget æbletræ, kan du også trygt give et par skiver til din hund. Det betyder, at du ikke behøver at være bange, hvis der drysser æbler fra træet og ned på græsplænen. Jordbær er også sikre for hunden, så dem kan du trygt plante blandt havens andre bed.
Pas på vovsen
Hunden er menneskets bedste ven, så selvfølgelig skal vi passe på de små venner. Heldigvis behøver du ikke at ofre din køkkenhave, så længe du ved, hvilke planter, hunden kan tåle, og så længe du har et sted at plante de planter, hunden ikke kan tåle, så den ikke kan komme til dem. Nyd din hund, og nyd dine friske grøntsager!